En 40 liters rygsæk blev i januar gjort til mit kommende lille hjem, som efter at have rullet hver enkelt stykke tøj godt sammen og most det ned i en packingcube, overraskende nok kunne rumme alt hvad jeg har behov for. De 40 liter bliver i den grad udnyttet, og efter fire måneders rejse leger min rygsæk og jeg stadig sudoku, når jeg finder nye måder at placere tingene på, så rygsækkens plads bedst muligt bliver udnyttet. For jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at lidt ekstra plads ikke ville være rart. Ikke kun for at kunne få plads til lidt flere ting, men ydermere for ikke hver gang at skulle sætte mig oven på rygsækken for at lykkes med at lyne den sammen. Så kan du måske tænke: -Hvorfor i alverden valgte hun ikke bare en større rygsæk? Jo, mine tanker om min egen minimalistiske sans var måske lidt for høje, men den primære årsag er simpelthen at en 40 liters rygsæk går ind som håndbagage. Så det var for mig et økonomisk og praktisk valg, velvidende at de næste mange måneder ville byde på konstant omrokering og diverse flyvninger.
For selvom 40 liter i princippet kan rumme mange små sommertoppe og kjoler, skal man være taktisk, når man som mig også ønsker at medbringe computer, og klipklapper desværre ikke er tilstrækkeligt fodtøj til diverse bjergvandringer. Så det var bestemt ikke tilfældigt, hvad der endte med at blive pakket ned i det kommende lille hjem.
På trods af det er rart at vide, at det nu sagtens kan lade sig gøre at rejse super minimalistisk, ramte en dårlig samvittighed også, da rygsækken skulle pakkes. For at kikke ind i det store klædeskab med bunker af tøj som sjældent bliver brugt, og indse at få genstande i princippet er tilstrækkeligt for et års rejse, virkede en smule paradoksalt. For normalt når der bliver pakket til en uges sommerferie, er det i sig selv et problem at få det hele til at være nede i den ellers store feriekuffert, og det problem ved jeg at mange kvinder har. For selvom vi godt ved, at der er blevet pakket mere tøj, end hvad der kan blive brugt i løbet af en uge, om så der bliver skiftet outfit tre gange om dagen, vil der stadig være pakket for meget. For hvem ved om der endelig vil være en lejlighed til at hoppe i de hæle der aldrig bliver luftet, eller om den lidt for tropiske kjole pludselig bare skulle sidde som en drøm? Chancen er der måske, så den skal da udnyttes. Men inderst inde ved vi godt, at det er de samme tre stykker tøj, vi kommer til at bruge hele ugen, når vi går til og fra stranden, og når en løs kjole er det eneste, der er til at have på efter en solskoldning, tre overdådige måltider og fem margaritaer senere.
Så på trods af at denne pakning er tilpasset et helt år væk fra den sædvanlige garderobe, har jeg ikke engang halvt så meget med som på den typiske sommerferie. Det bedste, eller måske det værste er, at det indtil videre har været mere end rigeligt. Hvilket blot beviser hvordan forbrugerkulturen for længst har taget overhånd. Ydermere fordi vi i 2022 er alt for bevidste om hvilke konsekvenser forbrugerkulturen har, set fra et bæredygtigt perspektiv. Heldigvis er genbrugsbutikker, online loppesalg og vintage oppe i tiden, og en bæredygtig måde at udskifte garderoben på.
Med kun 40 liters skabsplads, som i forvejen er hektisk, har jeg de sidste måneder været tvunget til at tænke mig godt om inden jeg køber noget, da det formentlig betyder at jeg må skille mig af med en anden kær ting. Det tror jeg i virkeligheden har været rigtig sundt, da jeg ikke havner i de samme impulskøb og ender med at have dårlig samvittighed over at tilføje yderligere en genstand, som jeg inderst inde godt ved ikke var nødvendig, og igen skulle kigge ind i den overfyldte garderobe, som i forvejen lider af samvittighedskvaler.
Dermed ikke sagt at ens fulde garderobe bør kunne masses ned i en rygsæk, for med de temperaturændringer, vi lever under i Danmark, er det i sig selv slet ikke muligt. Men det har faktisk været lidt en befrielse, at være tvunget til at leve minimalistisk. Det sparer mig for tøjkriser, tingene bliver ikke helt så nemt væk, og der bliver sparet penge på impulskøb og overforbrug. På trods af at vores forbrugerkultur kan virke som en luksus for tilværelsen, synes den i mange tilfælde at indeholde en del problemer, og bliver i sidste ende en byrde for mere end bare klædeskabet.

