By Emma Gellin 
Jeg tog i februar afsted til en by, der hedder Itacaré, som er en kystby i Bahia, Brasilien, hvor folk har det med at tage til og efterfølgende blive boende og aldrig mere have lyst til at rejse væk. Det samme er nu sket for mig. Jeg pakkede min rygsæk med henblik på at være her i fem dage, og jeg har nu været her i seks uger. Det hostel jeg i øjeblikket er på, bliver blandt andet drevet af to frivillige kvinder fra Argentina, som havde booket sig ind tre nætter med henblik på at rejse videre, men som nu har været her i fire måneder.
Når jeg strejfer gennem hovedgaden Pituba, støder jeg tit på Rodrigo. Han tog på ferie hertil for 25 år siden – og er her stadig. Han snakker tit om fuldmånen og naturens skønhed. Om jeg konsekvent støder på ham i hans hashrus, eller om det blot er hans måde at være på efter 25 år som streetartist i Itacaré, er jeg stadig i tvivl om. Men jeg må håbe på, de små sten han har givet mig, som efter sigende skulle være meget kraftfulde, og som jeg stadig gemmer i min taske, giver mig den samme positive spiritualitet som 60-årig.
Itacaré er en ægte lille hippie by fuld af farver, streetart, bare tæer, gadefester og vrikkende hofter. Byen er omringet af den mest frodige natur og de smukkeste strande, som hvert år tiltrækker tonsvis af surfere, som nyder godt af de høje bølger. På trods af de kun 30.000 indbyggere er byen altid i forandring. De seneste årtier har mange fået øje på den lille perle, hvor frihed står skrevet i panden på de lokale. Ud over byens flippede vibe, har mange store kanoner og rige investorer købt grund og fået bygget, hvad der minder om Aladdins palads lige ud til de naturskønne strande.
Maicon, som er ejer af den lille bar ”Pescador” har nu boet i Itacaré i 10 år. Han kom hertil som 38-årig for at holde ferie og vendte efterfølgende kun hjem for at pakke resten af sine ting sammen. Ifølge ham vil der altid være fordele og ulemper ved de mange udefra komne. For et par år siden ville nogle investorer lukke en strand af for offentligheden for at kunne bygge et kæmpe resort. Det skabte meget ballade blandt de lokale, og efter en sej kamp blev stranden ikke overtaget som privateje. Men det faktum, at byen hvert år bliver godt besøgt, er dog essentielt for Maicon og byens øvrige erhvervsdrivende.
Maicon Nilson foran sin bar Pescador med udsigt til floden Coroinha, som er hans yndlingsspot i Itacaré
Ud over rigmænd, tiltrækker byen i sidste ende primært surfere, kreative sjæle og nytilflyttede, strandglade folk, som sørger for at byen konstant er under forandring og er livlig. Forleden havde jeg en snak med Maicon om, hvorfor det mon er, at Itacaré tiltaler så mange, for det er indlysende, at her, som så mange andre steder i Brasilien, er smukt. Men vi måtte konkludere, at det er den særlige stemning og ro, her er. Roen eksisterer ikke i de store byer, og foranderligheden opnås ikke i provinsbyerne, da provinsen sjældent bliver besøgt af turister.
– I Itacaré går man aldrig i stå, her er altid nye ansigter, nye ideer og nye bekendtskaber. Hver dag møder jeg i baren mennesker fra forskellige stater i Brasilien, og folk fra andre lande som deler ud af deres historier, fortæller Maicon.
I Brasiliens større byer bør man mange steder være varsom, når man begår sig, især i aftentimerne. Blandt mange er der er grundangst for at begå sig alene, alt efter hvilken by der er tale om. Denne grundangst forsvinder som regel i Itacaré. For Maicon var det roen i Itacaré, som i sidste ende var årsagen til at han flyttede permanent hertil.
– Folk kommer hertil, velvidende at det er en lille fredsby, hvor man respekterer naturen, hinanden og trygt kan begå sig uden at være nervøs for at blive bestjålet, fortæller Maicon.
Maicon åbnede sin bar for to år siden, og har foreløbigt ingen planer om at rejse væk fra hverken byen eller sin lille biks, som hver uge bliver fyldt efter midnat, hvor nattelivets rytmer og beduggede samtaler fortsætter til at solen står op. Ikke nok med at Maicon efter otte år i Itacaré formåede at blive selvstændig, lykkedes det ham at åbne sin bar lige ud til sit yndlingssted i Itacaré, nemlig floden, som hver dag er holdeplads for byens mange fiskere, og hvorfra man ser byens smukkeste solopgang og solnedgang.
Desværre har jeg et visum som inden længe udløber, og af den årsag bliver det i denne omgang nok ikke til 25 år for mig. Men det bliver helt sikkert en nyser, når jeg om en uge må tage midlertidigt afsked med Itacaré.