By Emma Gellin 
Så er det vist ved at være tid til en lille opdatering fra Sydamerika. For meget er sket, siden jeg i juni forlod Brasilien efter fem fantastiske måneder og er rejst videre til Colombia. Her landede jeg den 14. juni i Cartagena, som er en by på den nordlige kyst af Colombia. Derfra gik turen direkte videre til det såkaldte ”Casa en el Agua” som er et eco hostel bygget på koraler i midten af nationalparken San Bernardo, som dækker 1.200 km2 af den kontinentale kyst i det colombianske Caribien. Her havde jeg fået job som frivillig den kommende måned. At arbejde som frivillig er efterhånden temmelig udbredt blandt backpackere i Sydamerika, da det er en essentiel måde at spare penge på og samtidig blive en del af et netværk. Som frivillig bliver man ikke betalt, men bor og spiser gratis.
Frivilligt arbejde på hostels kan bestå af alt fra rengøring til reception, hvilket generelt er fire-seks timer om dagen, med en enkel eller to ugentlige fridage. Min arbejdsdag var dog delt op i etaper fra klokken otte om morgenen frem til klokken 20 om aftenen, med en enkel ugentlig fridag. Sammen med min makker Jerry, som var den anden frivillige, var vores job at servere og koordinere de tre daglige måltider for gæster og personale, tage imod de nye gæster der hverdag kommer sejlende ind, efterfulgt af rundvisning og forklaring af den bæredygtige proces. Derudover stod vi for at tage gæsterne med på de to daglige udflugter til henholdsvis øen Islote og en planktontur om aftenen.
Casa en el Agua har fungeret som et hostel de seneste otte år og bliver besøgt af både naturelskere, festgæster, og folk som udelukkende ser de små fisk gennem linsen når Instagram bliver opdateret. Uanset, er det en unik oplevelse at være placeret midt ude i det colombianske Caribien, hvor koraler og turkisklart vand omfavner det smukke hus. Med lang udsigt til fastland er det dog selvsagt at internet, toilet og bad ikke er som i byerne. På naboøen Tintipán har hostelet en vandtank, som bliver fyldt op i regnsæsonen, herfra bliver der hver eftermiddag bragt akkurat nok vand ind til, at alle gæsterne kan tage et bad, og tallerkenerne kan blive vasket til næste måltid. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, ikke at have savnet en bruser eller et varmt bad den sidste måned, men i sidste ende tror jeg, det er sundt at se, hvordan en enkel spand vand er nok, selv for den som skal have vasket de lange lokker både med shampoo og balsam.
Ud over mig og den anden frivillige, var det kun os og de tre receptionister som i princippet sov og boede på hostelet. Al andet personale blev hver dag sejlet frem og tilbage fra naboøen Islote. Den lille ø Islote er en attraktion i sig selv, for med sine 850 indbygger på 1,5 hektar er det verdens mest befolkede ø. Jeg har nydt hver dag at være guide på den lille ø, for udover at der et skønt og farverigt, står den smukt i kontrast til de øvrige luksushoteller, som ellers er placeret i den øvrige del af det colombianske Caribien.
Jeg har i den grad haft en begivenhedsrig, festlig og lærerig tid som frivillig. En oplevelse langt fra det sædvanlige, som på mange måder har været et godt match for mig, da jeg ofte foretrækker at opholde mig, steder længere tid ad gangen, for på den måde egentlig at kunne forstå et sted og menneskene. Casa en el Agua er et magisk sted at besøge, og jeg forstår hvorfor, der som regel er fuldt booket måneder frem, men at være bosat der en måned har også været en intens oplevelse. Først og fremmest på grund af det faktum at det er et meget begrænset antal kvadratmeter at bevæge sig rundt på. Når arbejdsdagen officielt er ovre, er man i princippet stadig på arbejde og til rådighed og kan ikke tage ”hjem” til sit eget. Personligt har det været en stor prøvelse pludselig at have en rutine hver dag, og være blandt energiske feriegæster der til tider kræver en hel del overskud. Jeg elsker at være social, feste og lære nye mennesker at kende, men i sidste ende er jeg kæmpe introvert. Jeg har behov for at kunne lade op alene og have tid for mig selv, hvilket har været en udfordring, når al personalet sammen bor på et seks-kvadratmeters værelse, og resten af huset konstant er fyldt med mennesker. Det gør dog også, at man meget hurtigt bygger bånd og hver dag har mulighed for at blive beriget med nye spændende møder, og vi kunne i den grad også få sat en fest hurtigt i gang, når stemningen var til det. Men også på et flydende festligt hostel går der hverdag i den, så jeg fandt hurtigt ud af, at det nogen dage var værd at gå tidligt i seng, for dagen efter at kunne stå op klokken 05.30 og se solen stå op i fred og ro.
Og ligesom jeg havde glædet mig håbløst meget til igen at kunne gå en tur og rejse rundt til nye steder, stod jeg pludselig der med tårer i øjnene, da min måned som frivillig pludselig var ovre. For at være rejsende er i sidste ende sjældent om stederne men menneskene, som i dette tilfælde endte med at være blevet mere til familie end kollegaer.