By Emma Gellin 
Jeg bliver ofte overrasket over, hvordan vi alle til tider kan være fyldt med fordomme og forhåndsindtryk. At gå livet i møde fuldstændig fordomsfri er helt sikkert noget de færreste hersker, men jeg tror det er sundt til tider at overveje, hvor meget hold der er i de lidt for intuitive tankemønstre. Når en fordom tikker ind, er det måske værd at spørge sig selv, hvorvidt det er en betragtning som kommer sig af egne oplevelser og refleksioner, eller om det i virkeligheden er noget, andre har formået at fylde vores hoveder op med. For ofte er der desværre ikke ret meget substans i de generaliserende påstande, som vi alle bærer rundt på og tynger hinanden med.
For eksempel synes jeg, det er interessant, hvordan vi næsten alle har en idé om visse steder i verden, vi gerne vil besøge, og ligeledes steder som ikke virker tiltrækkende eller rejseværdige. Det kan være alt fra hvilken verdensdel den store backpackertur skal gå til – Asien eller Sydamerika. Uden kendskab til nogle af stederne ved de fleste hvilken destination, de allerede finder mest interessant. Takket være globaliseringen og de sociale medier er det muligt at være i kontakt med folk verden over, og rent faktisk danne sig et indtryk af et fuldkomment fremmed sted. Men alt fra om vi støder på en positiv- eller negativladet kilde, vil vi også være hurtige til at dømme et sted, uden at søge videre i de mange lag, der altid gemmer sig i en fremmedkultur. I sidste ende er opfattelsen af et sted aldrig ens for to personer, da enkelte oplevelser eller få nye bekendtskaber kan ændre utrolig meget.
Medierne gør mange steder i verden en turistvenlig tjeneste, når de smukke strandbilleder glider forbi skærmen og delfin-finner syner i havoverfladen. Men i mange andre tilfælde kan enkelte skandalehistorier ændre vores syn og lyst til at tage dertil. Alt bør tages i betragtning, når man danner sig et indtryk af et nyt sted, men man bør nok overveje sine kilder, førend man udpeger sig selv som ekspert af en u-besøgt destination, og kloger sig hos andre.
En fordom jeg ofte bliver mødt af er, at det er farligt at rejse alene som kvinde i Sydamerika. Hvad jeg har observeret, er dog at denne betragtning i næsten alle tilfælde kommer fra folk som hverken har været i Sydamerika eller rejst alene.
Min intention er på ingen måder at romantisere det at rejse alene som ung kvinde i Sydamerika, for man bør helt sikkert tage sine forholdsregler, og visse steder bør man ikke begå sig. Endvidere synes jeg dog ikke, det er fair at dømme et helt kontinent udelukkende på baggrund af de negative medieportrætteringer og skrækhistorier. For der er så mange flere lag. Det er så ærgerligt hvordan én dårlig historie skal tynge ti gode, og én ondsigtet person kan ødelægge det for 1000 andre. Det ender med at blive en meget tung og snæversynet tilgang til alt som er nyt og ukendt.
Jeg skal nive mig selv i armen, når jeg hører forældre fortælle deres børn, at de ikke bør rejse ud i verden alene, da det er farligt. Ingen tvivl om at mange steder i verden er farlige, men alle lande har gode mennesker, smukke og trygge steder og nye spændende kulturindtryk, som det er en skam at holde sig fra på grund af frygt, som i visse tilfælde udelukkende kommer sig af andres opdigtede fordømmelser. Ydermere når man rejser, er de fleste langt mere opmærksomme og påpasselige end når man begår sig bekendte steder. Det hele handler i sidste ende om at være påpasselig, mærke stemninger og steder af og tage sine forholdsregler, for så skal det hele nok gå super fint. Ikke alle steder er som gode trygge Danmark, men selv Nørrebro lørdag aften kan være farlig og utryg. Forskellen er som regel bare at de fleste rejsende mennesker, faktisk har en langt bedre dømmekraft og forståelse for at tilpasse sig i fremmedkulturer, end de tror.
De mange generaliseringer bør i høj grad tages i betragtning inden, man virkelighedsmaler andres opfattelse af en ukendt verden fordømt af medier og fremmedhistorier.
At avle videre på sine fordomme til andre er simpelthen verdens dårligste julegave. Når folk spørger mig, om mine forældre ikke synes, det var svært at lade mig rejse væk fra Danmark som 15-årig, er mit svar et åbenlyst ja. Det krævede i første omgang meget overtalelse, men de forstod heldigvis at lægge deres egne følelsesmæssige behov for tryghed og kontrol delvist til side, for at jeg kunne få mulighed for at udvikle mig i den retning, jeg på daværende tidspunkt havde behov for. Jeg ved, at min mor siden da har haft en grundangst, når jeg har rejst til Sydamerika på årlig basis, da det stadig, for hende er ukendt terræn, og meget langt væk. Men jeg er evigt taknemmelig for at mine forældre i sidste ende forstår at lade mig vokse og udleve mine drømme, på trods af at det kan være uden for deres komfortzone.
En ting jeg altid ender med at sige under samtaler med lidt for overbeskyttende forældre er, at den største gave, de kan give deres barn er at lade det vokse. Det kan lyde utrolig simpelt, men nu er jeg jo heller ikke mor endnu. Men jeg vil prøve at huske mig selv på det. For de mange skrækscenarier og fordomme vi tit prøver at male hinanden med, bør vi simpelthen skrue ned for, og overveje om det i virkeligheden er et urimeligt og egoistisk træk at male fanden på væggen for et flyveklart barn.