By Emma Gellin 
De fleste musikere drømmer om neonlys og fyldte koncertsale, Nicolas har de sidste otte år udlevet sin musikerdrøm ved at rejse rundt og spille på gaden i Brasilien
Nicolas har spillet guitar siden barnsben. Spillet i band fra han var 14 til 24 år, undervist i guitarteori siden han var 16 år, og gået på en af de bedste musikskoler i Brasilien fra han var 20 til 24 år. Han har altid vidst, at han ville leve af at spille musik, men havde ikke forestillet sig, at det ville være som gademusiker.
Første gang Nicolas spillede på gaden var som 21-årig på en af São Paulos fyldte hovedgader. Han havde dog glemt at oplade højtaleren, og måtte efter et kvarter vende hjem med en gevinst på 10 kroner. Dagen efter tog han velforberedt afsted og tjente omtrent 120 kroner, hvilket er mere end en gennemsnitlig dagsløn for mange i Brasilien. Han droppede straks at undervise i guitarteori, og har siden da ikke haft et ”normalt” arbejde.
Efter at have spillet de første tre år i São Paulo, tog han en dag afsted med kun penge til sin busbillet til staten Minas Gerais, hvor han hver dag spillede på gaden og skrabede penge sammen til at betale for sit hostel, og efter 20 dage havde penge til returbilletten til São Paulo.
Nicolas er i dag 29 år og har de seneste tre år rejst rundt i Brasilien, og besøgt alle de steder han som ung drømte om at rejse til. Han har ingen chef, ingen kollegaer og ingen tidsplan for hvornår, hvor og hvad tid han skal spille. For Nicolas er livet som gademusiker bestemt ikke et kompromis, men et drømmescenarie som gør det muligt for ham at rejse rundt og møde nye mennesker hver dag.
Som regel spiller han fire -seks timer om dagen og har et gennemsnitligt mål for hvor meget han skal tjene, for at have penge til sit hostel, mad og ikke mindst de mange kystbyers daglige festligheder. De sidste tre stater han har været i, var alle med henblik på at være afsted en måned, men er hver gang endt med at blive til et halvt års ophold.
Dagen i dag ser Nicolas ikke længere nogen grund til at bestræbe sig efter at få en pladekontrakt og blive et stort navn. Livet som gademusiker har de sidste mange år kunnet finansiere hans liv som rejsende musiker, hvor han hver dag spiller præcis, hvad han har lyst til, og holder fri når han har lyst eller når tømmermændene er for grove.
– Sidste år da jeg kom et smut hjem til São Paulo efter at have boet et halvt år lige ud til stranden, og levet godt af at spille på gaden, undskyldte min papfar for altid at have prøvet at tale mig fra at være musiker.
På trods han de fleste dage formår at skrabe penge nok sammen til at kunne leve et simpelt men godt liv som rejsende, er der ingen garanti for at det tilstrækkelige beløb tjekker ind. Han fortæller at det mindste beløb han har tjent, var 60 cent, det er lige godt én krone. Nogen dage kikker Askepot dog forbi, og han kan vende hjem med 600-800 kroner. Gennemsnitligt går han efter 130 kroner dagligt, hvilket er realistisk på fire-seks timer. Mindstelønnen i Brasilien er i dag cirka 1500 kroner om måneden. Mange steder tjener man efter en otte timers arbejdsdag 50-80 kroner. Med det i betragtning, er Nicolas godt tilfreds med sin timeløn, og ikke mindst sine omstændigheder.
– Jeg kunne dagen i dag ikke forestille mig at lave andet. For mig er livet som gademusiker den ultimative frihed. Er jeg i en by, hvor jeg har det godt, bliver jeg hængende, og hvis ikke, er der ingen sur chef der ringer til mig, og spørger hvor jeg bliver af.