By Emma Gellin 
Eftersom Brasilien arealmæssigt næsten er på størrelse med Europa, giver det mening, at folk efter at have rejst rundt her et år, stadig ikke når halvvejs rundt. Jeg har indtil videre opholdt mig i staten Bahia, som har en helt særlig plads i mit hjerte. Først og fremmest fordi det er her jeg har boet, men ydermere på grund af den farverige kultur og folkefærdet, som er kendt for at være det mest imødekommende og kærlige. I Bahia møder du en ny person, som efter en times tid vil præsentere dig for alle som sin gode ven, og to timer efter er du blevet inviteret med hjem til mormor for at spise ris og bønner til frokost.
Som hovedstad for den tidlige brasilianske slavehandel, anses Bahia for at have båret det største præg af den afrikanske kultur, hvilket især kommer til syne i den krydrede mad, musik, traditionelle danse, og det sted i Brasilien hvor der er flest afro-brasilianere.
På trods af at slavehandlen er mange år siden, er det overvældende hvordan staten og landet stadig bærer præg af racisme og uligheder blandt racer. Det hævdes at mange afro-brasilianere lever som andenrangs borgere, og bliver fastholdt i fattigdommen, ved at arbejde i de lavest betalt serviceindustrier, med færre muligheder for at stige i grad og uddanne sig. Heldigvis er det et anerkendt problem, som siden 2012 direkte er blevet forsøgt bekæmpet ved blandt andet at tvinge statsuniversiteter at have en vis kvote kun for afro-brasilianere, i et forsøg på at kompensere for de mange års uligheder.
Fattigdommen ses både i provinsen så vel som i storbyerne. Hvis man vil have sig en kulturoplevelse i Bahias hovedstad Salvador, vil mit bedste fif være at stå på en bus. En hvilken som helst. Her betaler du hvad der svarer til seks kroner og får en tur med lidt af det hele. Først og fremmest så hold godt fast, hvis ikke du får en siddeplads, og hav altid tasken foran dig. I tilfælde af du får en vinduesplads, har du med i dine seks kroner fået en billet til en af busserne i Harry Potter. For imellem to store busser og et utal af scootere, vil den bus du er med, snildt glide forbi med hvad der minder om en centimeters afstand med 100 km. i timen.
Prøv ikke kun at knibe øjnene sammen, for der er mange spændende ting at se på undervejs. Er du sulten, tørstig, eller mangler du måske en ny negleklipper eller en skridttæller, så frygt ej. For af bagindgangen vil buschaufføren lade de mange sælgere støde på, og holde en lille salgstale om hvorfor det er værd at købe nye duftepuder til bilen, som du nok ikke har, eftersom du er med bussen, men ja. Fem bolsjer får du for en krone, og tro mig når jeg siger, at der ikke er grænser for, hvad der kan blive solgt i bussen. Forleden var der en meget entusiastisk mand, som trak den ene mærkelige genstand op af tasken efter den anden. Der var alt fra neglelak til højtalere til underbukser. Han gav uden tvivl den lokale tingeltangel butik kamp til stregen.
Jeg husker tydeligt, en pige siddende i bussen på sin mors skød et par sæder fra mig. Hun har max været to år gammel, og var noget af det mest yndige fyldt med små farverige elastikker i de mange fletninger, hun havde i sit store hår. En mand som var stået på bussen, forklarede om hvordan ham og hans familie var i nød, og holdt midt i den overfyldte bus, en gudstjeneste. Flere gav ham en mønt, da han gik rundt og tilbad folk midt i sin gråd. Det gik op for mig, at den lille yndige pige var hans datter, da de som familie stod af på stoppestedet efterfølgende, hvor moren holdt godt om sin datter, da alle ville pille i hendes fletninger og kysse hende, som var det okay, nu hvor de havde doneret en mønt. Her blev jeg rimelig bitter, og fortrød ikke at have hjulpet den stakkels familie med flere penge, så den lille pige i det mindste ikke behøvede at blive slæbt med på flere busture samme dag.
I nogle tilfælde er det tydeligt, at de penge der bliver tigget om, går direkte til stoffer. Af den årsag er det som regel en god idé at købe mad til de hjemløse i stedet. I nogle tilfælde vil folk slet ikke nøjes med det beløb, der i første omgang bliver givet, da de ser at pungen allerede er blevet åbnet. Forleden da jeg gik en tur i Salvador, var en ung kvinde i hælende på mig, og var ikke kun ubehageligt påtrængende, men også meget uhøflig. Hun ville have mig til at købe hende grød til sin datter, og det endte med, at vi sammen gik ind i en butik, hvor hun valgte en stor bøtte grød, og stod tæt op af mig, da jeg hev kortet op for at betale. Om hun efterfølgende gik ind i butikken for at bytte grøden til kontanter ved jeg ikke. Om hun var stofmisbruger ved jeg ikke. Om hun overhovedet havde en datter ved jeg heller ikke. Jeg kom til at tænke på de små farverige fletninger fra bussen, og følte mig latterligt privilegeret. For i tilfælde af at den kække tigger faktisk havde en datter, håber jeg blot på at hun i det mindste, ville få lov at spise sin grød i fred.
