Om Gafula
Velkommen til Gafula!
Jeg hedder Emma-Sofie Wagner Gellin, er 23 år og bor i København. Min store passion for mad, rejser, musik og kultur har ført mig vidt omkring i verden, og her på bloggen deler jeg mine bedste rejsetips, refleksioner og sjove oplevelser fra mine eventyr. Gafula er mit digitale rejsealbum, hvor du kan finde alt fra insider-tricks og inspirerende rejsehistorier til gastronomiske oplevelser og skøre episoder fra livet på farten.
Rejselysten startede tidligt for mig. Som 15-årig rejste jeg til Brasilien som udvekslingsstuderende og oplevede et år fyldt med farver, kaos, nye venskaber og kulturchok. Siden da har jeg vendt tilbage igen og igen, og i 2022 tog jeg skridtet videre: jeg pakkede rygsækken og købte en enkeltbillet til Brasilien. Det blev starten på en vild rejse gennem Syd- og Mellemamerika i otte måneder, hvor jeg skrev rejseklummer og artikler for dagblade og magasiner. Nogle af de historier kan du finde her på bloggen.
I dag studerer jeg journalistik og kulturmødestudier på Roskilde Universitet, og til september flytter jeg til Barcelona for at fortsætte mine studier og finde ny inspiration til mine skriverier. Min nysgerrighed og eventyrlyst driver mig altid mod nye oplevelser, møder med fantastiske mennesker og smagsoplevelser, der udvider horisonterne.
Gafula er for dig, der elsker at rejse, smage, udforske og opleve verden gennem et autentisk perspektiv. Jeg håber, du finder inspiration, tips og gode grin her på siden – og at du har lyst til at følge med på mine eventyr!

